06. oktober 2026

|

Annoncørbetalt indhold

Kommune, psykiatri og medarbejdere slog alarm: Få uger senere var opholdsstedet lukket

Kommune, psykiatri og medarbejdere slog alarm:
        Få uger senere var opholdsstedet lukket
Af: Redaktionen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I marts vurderede både Bornholms Regionskommune og Socialtilsyn Hovedstaden, at Mit Kompas havde den fornødne kvalitet. Fire måneder senere slog kommune, psykiatri, medarbejdere og pårørende alarm. Få uger efter var opholdsstedet for udsatte unge lukket. Konflikter mellem voksne foran en ung. Oplysninger om alkohol og cigaretter til en mindreårig. Og unge, der ifølge kommunen følte sig utrygge på det opholdssted, der skulle passe på dem. Det var nogle af de bekymringer, der i sommeren 2026 nåede frem til Socialtilsyn Hovedstaden om opholdsstedet Mit Kompas i Vestermarie. Få uger senere var stedet lukket. Det fremgår af flere hundrede sider sagsakter, som TV 2 Bornholm har fået udleveret efter en anmodning om aktindsigt. Ifølge tilsynschef Dan Theolander Holmgreen fra Socialtilsyn Hovedstaden var det de alvorlige underretninger og bekymringshenvendelser, der førte til lukningen. - Da vi modtog underretninger og bekymringshenvendelser i juli og august, som vi vurderer er alvorlige, reagerede vi både hurtigt og konsekvent. Tilsynschefen knytter henvendelserne direkte sammen med lukningen: - Det er helt afgørende for, at vi har mulighed for at handle på det, og det var også det, der førte til tilbuddets lukning i denne sag. En af de episoder, der går igen flere steder i sagsakterne, handler om en rejse til Tyrkiet med en ung, der var anbragt på stedet. Ifølge et kommunalt notat ønskede moren til en ung på Mit Kompas ikke, at den unge deltog i rejsen. Også børne- og ungdomspsykiatrien vurderede ifølge sagsakterne, at rejsen ikke var hensigtsmæssig af hensyn til den unges psykiske tilstand og trivsel. Alligevel blev turen gennemført. Den daværende leder af Mit Kompas, Selma Storm, deltog på rejsen sammen med den unge. Efter hjemkomsten gik en medarbejder til bestyrelsen med en række bekymringer om forløbet. Den 26. august sendte den daværende bestyrelsesformand, Ralf Marcoux Skovgaard, medarbejderens oplysninger videre til Socialtilsyn Hovedstaden. Bekymringerne handlede blandt andet om: konflikter mellem voksne foran den unge inddragelse af den unge i personalestridigheder køb af alkohol til en mindreårig udlevering af en cigaret til en mindreårig Oplysningerne fremgår af en bekymringshenvendelse fra en medarbejder, som bestyrelsesformanden efterfølgende sendte til Socialtilsynet. TV 2 Bornholm har ønsket at spørge den tidligere leder af Mit Kompas, Selma Storm, hvorfor rejsen blev gennemført trods advarslerne, og hvordan hun forholder sig til medarbejderens oplysninger. Hun har trods gentagne henvendelser ikke ønsket at stille op til interview. Tyrkiet-rejsen var ikke den eneste anledning til bekymring. Den 24. juli noterede Socialtilsyn Hovedstaden, at tilsynet samme dag havde modtaget henvendelser fra myndighed, psykiatri og et kommunalt ungetilbud om dårlig kvalitet på Mit Kompas. I Socialtilsynets journalnotat fra 24. juli står der: - Har d.d. modtaget underretning fra myndighed, psykiatri og Ungetilbuddet om dårlig kvalitet på tilbuddet. Sagsakterne indeholder blandt andet oplysninger om: voksne, der røg sammen med unge en ung, der røg marihuana, mens voksne var til stede unge, der oplevede at blive råbt ad en ung, der havde været væk fra stedet, uden at personalet vidste, hvor den unge befandt sig udspørgen af unge om deres samtaler med kommunale sagsbehandlere mulig inddragelse af mobiltelefoner uden det nødvendige grundlag mangelfuld rengøring og utilfredsstillende fysiske forhold pårørende, der havde mistet tilliden til ledelsen Oplysningerne stammer fra underretninger, journalnotater og samtaler med blandt andre unge, pårørende og medarbejdere. Det er dermed ikke fastslået gennem sagsakterne, at samtlige forhold fandt sted præcis som beskrevet. Men henvendelserne kom fra flere forskellige sider og tegnede tilsammen et billede, som myndighederne fandt alvorligt. Den 28. juli gennemførte Bornholms Regionskommune et personrettet tilsyn på Mit Kompas. Her beskrev en ung ifølge kommunens notat, at der var en: "weird vibe" på opholdsstedet. Den unge gav samtidig udtryk for utryghed ved lederen og bekymring for at blive udspurgt om samtaler med kommunens medarbejdere. Kommunen noterede samtidig bekymringer om den pædagogiske praksis, rengøringen og de fysiske forhold på opholdsstedet. Den 6. august orienterede kommunen Socialtilsynet om, at situationen var eskaleret. Ifølge Socialtilsynets journalnotat fortalte kommunen blandt andet, at unge følte sig utrygge og blev råbt ad. En ung blev flyttet akut til en anden anbringelse. Hos Bornholms Regionskommune understreger centerchef Allan Westh, at kommunen ikke sender den type bekymringshenvendelser uden grund. - Det er ikke noget, man gør for sjov. Det er meget sjældent, at man gør det. Kommunen har både ansvar for at følge den enkelte unge og pligt til at reagere, hvis der opstår en mere generel bekymring for kvaliteten på et opholdssted, forklarer han. Hvis bekymringen bliver alvorlig nok, skal kommunen vurdere, om den unge fortsat kan blive på stedet. - Hvis vi er så voldsomt bekymrede, at vi ikke tror på, at det pågældende sted kan leve op til de ting, så skal vi reagere hurtigt og finde et andet tilbud til den unge, siger Allan Westh. Ifølge Allan Westh hører det til sjældenhederne, at Bornholms Regionskommune laver den type henvendelser til Socialtilsynet. - Jeg kan ikke huske i nyere tid, at vi har lavet den type henvendelse til Socialtilsynet. De alvorlige bekymringer står i skærende kontrast til det billede, myndighederne havde af Mit Kompas få måneder tidligere. Den 25. og 26. marts gennemførte Socialtilsyn Hovedstaden et uanmeldt tilsyn på opholdsstedet. Efterfølgende vurderede Socialtilsynet, at stedet havde den fornødne kvalitet. Tilsynet konstaterede dog også, at Mit Kompas skulle arbejde videre med blandt andet medarbejdernes kompetencer, opstilling af mål og dokumentation af den pædagogiske praksis. Samtidig oplyste en sagsbehandler fra Bornholms Regionskommune, at indsatsen omkring en konkret ung levede op til kommunens forventninger, og at kommunen generelt var tilfreds med indsatsen. Ifølge Dan Theolander Holmgreen havde Socialtilsynet på det tidspunkt ikke modtaget de oplysninger, som senere udløste alvorlig bekymring. - Med den viden og de oplysninger, der var tilgået os i marts 2026, vurderer vi, at vi handlede korrekt. Vi kunne ikke handle på viden, vi først fik efterfølgende, forklarer han. Socialtilsynene arbejder risikobaseret og er derfor afhængige af, at mennesker med kendskab til hverdagen på et tilbud henvender sig, hvis de bliver bekymrede, forklarer han. Det kan eksempelvis være medarbejdere, pårørende eller kommunale sagsbehandlere. I sagen om Mit Kompas var det netop sådanne henvendelser, der ændrede Socialtilsynets billede af stedet. I forbindelse med arbejdet med historien stillede TV 2 Bornholm en række spørgsmål til Socialtilsyn Hovedstaden om godkendelsen af Mit Kompas, tilsynet med opholdsstedet og håndteringen af de bekymringshenvendelser, som senere førte til stedets lukning. Tilsynschef Dan Theolander Holmgreen valgte at besvare spørgsmålene samlet. - Socialtilsynene følger Kvalitetsmodellen, der er fastsat i en bekendtgørelse. Her er bl.a. krav om, at de fysiske rammer passer til målgruppen, og at tilbuddet har de kompetencer, der er påkrævet ift. den angive målgruppe. Vi påser også, at tilbuddet er økonomisk bæredygtigt. Når et tilbud søger om nygodkendelse, så kan vi af gode grunde ikke påse de faktiske forhold, da tilbuddet ikke er i drift endnu. Så vi påser, at den plan og det budget, som tilbuddet har opstillet, forekommer realistisk. Det vurderede vi, at den var, da vi godkendte det konkrete tilbud i september 2025." - Vi følger altid nygodkendte tilbud tæt i opstarten for at påse, at tilbuddet følger den plan, der har lagt. Det har vi også gjort her." - Vi havde et tilsynsforløb med tilbuddet i 1. halvår 2026, hvor vi vurderede, at tilbuddet havde den fornødne kvalitet. Men vi konstaterede også, at der var grundlag for, at tilbuddet arbejdede videre med at sikre de nødvendige kompetencer i tilbuddet, med at opstille mål og med at dokumentere sin praksis. Ift. økonomien vurderede vi, at tilbuddet havde den fornødne økonomiske kvalitet, og herunder også at tilbuddet var økonomisk bæredygtigt. Det er normalt i en opstartsfase for et tilbud, at der ikke er fuld belægning, og derfor var der ikke noget odiøst i, at de ½ år efter åbning ikke havde fyldt alle pladser." - Med den viden og de oplysninger, der var tilgået os, i marts 2026, så vurderer vi, at vi handlede korrekt. Vi kunne ikke handle på viden, vi først fik efterfølgende." - Da vi modtog underretninger og bekymringshenvendelser i juli og august, som vi vurderer er alvorlige, reagerede vi både hurtigt og konsekvent. Det førte til, at tilbuddets bestyrelse selv valgte at lukke tilbuddet senere i august 2026." - Folketinget har bestemt, at socialtilsynene skal anlægge en risikobaseret tilgang. Derfor bruger vi altid flest ressourcer, der hvor der kan være størst anledning til bekymring for, at kvaliteten er eller vil blive utilstrækkelig. Derfor er vi også helt afhængige af, at nogen som har sin daglige gang i tilbuddet, fx medarbejdere, pårørende eller sagsbehandlere fortæller os, hvis de ser noget, som gør dem bekymrede. Det er helt afgørende for, at vi har mulighed for at handle på det, og det var også det, der førte til tilbuddets lukning i denne sag." I slutningen af august nåede oplysninger fra medarbejdere og unge også frem til bestyrelsen. Den 26. august skrev bestyrelsesformand, Ralf Marcoux Skovgaard til Socialtilsyn Hovedstaden, at bestyrelsen gennem disse samtaler havde fået et andet billede af forholdene på Mit Kompas. Ifølge hans henvendelse kunne bestyrelsen se et mønster, hvor rapporteringerne fra den daglige leder havde været filtrerede. Bestyrelsesformanden skrev, at det først var blevet klart gennem hans dialog med medarbejdere og anbragte unge. I interview med TV 2 Bornholm forklarer han, at en bestyrelse ikke nødvendigvis får kendskab til alt, hvad der foregår i den daglige drift. - Når jeg sidder som bestyrelse, så er det jo ikke alt, jeg får at vide om det, der sker på gulvet, uddyber han Kort efter besluttede bestyrelsen at lukke Mit Kompas. Ralf Marcoux Skovgaard mener fortsat, at Mit Kompas først og fremmest lukkede på grund af dårlig økonomi og for få anbragte unge. - Det har været økonomien, fordi der var ikke penge tilbage. De sidste to måneder var det kun et spørgsmål om, hvornår vi drejede nøglen om. Den forklaring adskiller sig fra Socialtilsynets. Bestyrelsesformanden mener, at økonomien lukkede Mit Kompas. Socialtilsynets chef siger, at de alvorlige underretninger og bekymringshenvendelser førte til lukningen. De to forhold behøver ikke at udelukke hinanden. Sagsakterne tegner et billede af et økonomisk sårbart opholdssted, som i løbet af få sommeruger samtidig blev mødt af alvorlige bekymringer fra kommune, psykiatri, medarbejdere og pårørende. I marts vurderede myndighederne, at Mit Kompas havde den fornødne kvalitet. Fire måneder senere begyndte alarmklokkerne at ringe. Inden august var omme, var opholdsstedet lukket. Aktindsigt i flere hundrede sider sagsakter fra Socialtilsyn Hovedstaden og Bornholms Regionskommune Socialtilsynets materiale fra det uanmeldte tilsyn den 25. og 26. marts 2026 Bornholms Regionskommunes tilbagemelding til Socialtilsynet den 30. marts 2026 Socialtilsynets journalnotater fra juli og august 2026 Bornholms Regionskommunes bekymringsmateriale og personrettede tilsyn Bestyrelsesformandens henvendelser til Socialtilsyn Hovedstaden den 26. og 27. august 2026 Interview med tidligere bestyrelsesformand Ralf Marcoux Skovgaard Interview med centerchef Allan Westh fra Bornholms Regionskommune Skriftlig udtalelse fra tilsynschef Dan Theolander Holmgreen fra Socialtilsyn Hovedstaden TV 2 Bornholm har forelagt den tidligere leder af Mit Kompas, Selma Storm, de centrale kritikpunkter i sagen og tilbudt hende et interview. Hun har ikke ønsket at medvirke Efter mere end 130 år på havet har skonnerten Freia været igennem både forfald, renovering og en omskiftelig historie. Få uger senere var opholdsstedet lukket Hospitalet har fundet sin nye direktør Projekt om vandkulturhus lægges ned Bornholms Middelaldercenter kan i år fejre 30 års jubliæum. I en ny programserie går vi tættere på dem, der får centeret og historierne til at leve. Positiv respons på de første afsnit gør foreningen 'Freias venner' håbefuld for det 130 år gamle fragtskibs fremtid.

Klik her for at læse den originale nyhed.
Event Information